“Det kan jeg slet ikke overskue!!”
Er det også den første sætning, der dukker op i dit hoved, når du tænker markedsføring? Eller er du allerede gået i flyverskjul inden du er begyndt?
Det er du ikke alene om. Men det vigtigste budskab jeg kan give dig lige nu er, at det behøver ikke være så kompliceret. Det første, og det vigtigste, du skal vide er, hvor dine kunder befinder sig, når de er købsparate. Altså, når de rent mentalt er i det rigtige humør til at tage i mod dit budskab. Det kræver lidt analyse på dine kundegrupper, men du er nok – helt uden at vide det – den der kender dem bedst. For du kender dit produkt, og via den vej kan du faktisk spore dig ind på dine målgrupper. Også uden at du behøver tage en diplomuddannelse. (Den har jeg taget, for så kan jeg jo lige hjælpe dig lidt.)
Alt det inden du går i gang.
Min spidskompetence ligger der, hvor du skal have lavet en plan. Hvor skal du starte, og med hvad, hvor og med hvilket budskab? Du kender dig selv og dit produkt, men hvordan kommer du egentlig ind til kernen i budskaber, produkter og værdier, som er det, kunden skal købe ind på. Vi kender alle sammen janteloven. Og bevidst eller ubevidst, vil den altid arbejde imod dig når du skal lave en analyse af dig selv, dit produkt eller ydelse og din virksomhed.
Ved hjælp af en velovervejet strategi og opgaver, vil jeg gerne hjælpe dig med at “se lyset” og få fokus på, hvad du skal bruge din sparsomme tid på, for at det bliver enkelt, overskueligt og ukompliceret for dig at indarbejde din markedsføring i dit daglige arbejde. For det er her, mange soloselvstændige og små virksomheder tilsidesætter de få timer om ugen, som kan hjælpe dem med at få markedsføringen til at blive en leg, og derved går glip af salg. Simpelthen fordi de ikke kan overskue det. Det bliver en jungle at finde rundt i.
Stil dig selv dette spørgsmål:
Hvad gør mig anderledes, end mine konkurrenter?
Det er et godt sted at starte. For med det spørgsmål, vil du reflektere over, hvad det egentlig er du laver, og hvad der er EKSTRA ud over produktet du sælger.
Når man skal lave en strategi, så handler det også om tidsstyring, prioritering og alt muligt andet, som når man ikke ved hvordan, også kan virke en anelse tidskrævende. Men min opgave vil være at lære dig det på rygraden – træne det ind i din hverdag, så du synes det bliver sjovt, og derfor ikke bliver en opgave, der konstant udsættes, ombookes, nedprioriteres eller på anden måde ikke bliver gjort. Men tværtimod måske bliver en ting, du vil se frem til.
Nu tænker du sikkert ” Ahhh, det kommer ikke til at ske…” Men jo – jeg lægger hovedet på bloggen, og udfordrer dig til at hvis du følger de trin jeg beder dig om, går til opgaven med et åbent sind, så vil jeg næsten LOVE dig, at jeg kan finde ud af at gøre det sjovt. Ikke HAHA sjovt. Men på den der selvtillids konto – en ting du gør for at få det godt med dig selv, på lige fod med andre ting du gør for dig selv, FORDI det føles godt.
Du kan jo starte med at tage et kig på min MasterClass, og tage beslutningen om, at det er NU der skal ske noget:
MasterClass i grundlæggende branding
Ses vi der? Det vil jeg da håbe – for dig, din mavefornemmelse, din selvtillid og din forretnings skyld!