Skip links

Hvis du ikke lykkedes første gang….

– er du så typen, der opgiver?

Få ting kommer uden indsats. Og få erfaringer kommer, hvis man ikke reflekterer over indsatsen.

Mit voksenliv har været fuld af refleksion. På indsatser jeg har gjort enten bevidst eller ubevidst. Valg jeg har truffet, der har haft større og mindre konsekvenser. Bestemt ikke alle dårlige.. men dog konsekvenser. For ingen handling uden konsekvens. Eller resultater om du vil.. afhængig af erfaringer og refleksion.

Sidste år udgav jeg min historie på bogform. Det er TIL DATO det mest grænseoverskridende, på det personlige plan, jeg har gjort i mit liv. Og jeg kunne ikke helt definere hvorfor – jo der var da ting, jeg indtil den udkom, ikke havde gjort det vilde i at dele med omverdenen. Men på den anden side, så har jeg også altid været meget åben med mit liv, og de udfordringer jeg har haft, og er stået i. Men i detaljer, som det udkom i der? Nej, det har nok været mange foruden, at kende min historie, så detaljeret.

Men nu er den ude. Og jeg løber ikke fra noget som helst af det der står. Så når jeg ikke vil løbe FRA det, så må jeg jo gå MED det i stedet. Så jeg har brugt det konstruktivt, i min branding af min anden virksomhed PositiveCenter og lavet et hashtag, der hedder #sigdethøjt

Det er nemlig det, BRANDING er – gå ud og fortæl HVEM du er, HVAD der har gjort dig, til den du er, og HVORFOR du gør, som du gør… gør dit navn kendt, og helst for noget, dine kunder husker dig positivt for.

Jeg får en hel masse feedback på det. Folk kalder mig modig! Se, det har jeg alligevel aldrig set mig selv som. STÆDIG ja, men ikke modig. Så det giver ændringer i mit selvbillede. Det giver mig indblik i, hvordan andre ser mig. Og det giver mig især blod på tanden, så jeg i større grad, kan hjælpe andre med at få MODET til at være AUTENTISK i sin branding.

Modet til at lave om, når det er nødvendigt.

Til gengæld har jeg aldrig været i tvivl om at jeg skal stole på min mavefornemmelse. For helt ærligt – når der kommer for meget mavesyre, så er der noget, jeg skal have kigget på, og lavet om i mit liv. Og der har faktisk været en del mavesyre på det seneste….

Helt privat, har vi boet i et hus (lejet) som ikke har levet helt op til vores forventninger. Og gradvist gik det mere og mere i fisk, med de ønsker vi havde for vores bolig. Så vi har fundet et nyt sted, og vi er næsten flyttet ind.

Og jeg GLÆDER mig, som et lille barn. Nu kan der komme lidt ro på, da der desværre i PositiveCenter regi,  har været en del omlægninger og tumleture siden årsskiftet. Jeg er blevet eneejer, med ansatte, og freelancere, og det hele har nogle gange været lidt for spændende. Men nu er vi ved at være på plads, med vores nye brand, og med beslutningen om at lukke de fysiske rammer i Randers Midtby, kan vi gå en ny, mere fokuseret online tilværelse i møde

Huset vi har fundet, er nemlig så godt indrettet, at jeg kan få eget, lukket kontor. Så jeg flytter det kontor vi har i Randers, hjem, og driver begge virksomheder hjemmefra egen matrikel. Det er et nødvendigt og naturligt valg, i mine øjne. At have et kontor er en udgift. Og hvis man har haft fokus et sted, hvor der har stået oprydning og redning på de daglige opgaver, så har der været knap så meget fokus på omsætning. En fejl, måske? Men det havde været noget ENDNU mere rod, når virksomhedens profil og strategi ikke stod skarpt. Så der skulle ryddes op.

Nyt logo, nye produkter, nye målgrupper, og hjælp til, og fokus på, teamet. Nu kan jeg med ro i maven sige, at vi er landet på begge ben! Der er styr på DNA’en og på strategien. Så nu slipper vi bremsen, klasker pedalen i bund, og sætter FART på…

Hvad betyder det så for BrandYourBizz?

Som udgangspunkt – ingenting. Og så alligevel. For med alle de omlægninger og udfordringer der har været i PositiveCenter, hvor jeg jo har et noget større ansvar, med ansatte, og som leder, så har der ikke været den ønskede tid og overskud til at fokusere så meget på udviklingen i BrandYourBizz. Men det kommer nu.

Vi er nemlig, mit team i PositiveCenter, og mig, ved at lægge an til at BrandYourBizz skal have en langt større rolle end set før. Der har faktisk  været vandtætte skodder… men nu åbner vi en dør. For det har vist sig, at der hvor jeg kan bruge mine evner som mentor for ledere, faktisk mest er i rollen som marketing konsulent. Så der vil komme et helt naturligt flow, hvor jeg kan bruge begge virksomheder i et helt naturligt samarbejde, for at hjælpe mine kunder i mål med deres drømme.

Hvordan det rent praktisk ender ud, ved jeg ikke endnu. Det må tiden jo vise. Nu skal vi først og fremmest flytte fra fysisk til online, og så viser vejen sig nok helt af sig selv… Jeg er optimistisk, som altid.

Tak fordi du læste med.

/Lotte

Måske du kunne finde dette interessant?

Return to top of page