Skip links

De skjulte markedsføringsredskaber (i hvert fald 1 af mange)

Dette blogindlæg handler om noget af det, du ikke kan måle! Men virksomheden kommer måske til at mærke det!!!

I dag tager jeg et emne op, som mange ikke har en holdning til, enten fordi de ikke vil, eller ikke tør, eller også er det for stort et dilemma til at føre ud i livet. For kan man nu italesætte disse ting?

Det jeg kommer til at sætte fokus på nu, kan være grænseoverskridende, og måske også lige på grænsen for, hvad man vil gå igennem for virksomhedens ry og rygte (som jo faktisk er en del af virksomhedens DNA og profilering og det, der hvis det plejes godt, skaber langvarige loyale kunderelationer). Især i disse tider, kan det have fatale konsekvenser for en virksomhed, hvis der ikke er italesat en helt klar strategi for online adfærd. Lige nu løber de sociale medier over, af dilemmaer, hvor det er rigtig meget enten-eller adfærd, der afspejler dialog og kommunikation, brugerne imellem. Og her kommer virksomhedens problem – Negative dialoger, hvor virksomhedens navn bliver taget med gennem hele sølet af en ophedet diskussion, hvis en medarbejder deltager i en sådan dialog, og har sit firmas navn stående i sin profils toptekst. 

Vi tager et konkret eksempel, for så er det nok lidt nemmere at forholde sig til:

F.eks. på LinkedIn, kan man sætte sin arbejdsgiver helt op under ens navn, så hver gang man laver et opslag, en kommentar eller liker noget, så bliver både person og virksomhed selvfølgelig eksponeret… Næsten det samme på Facebook. Og det er jo lækker, gratis markedsføring, hvis ellers den enkelte medarbejder har en adfærd, der ligefrem gavner virksomheden. Og jeg taler ikke om, hvilke tendenser, eller grupper, eller interesser, medarbejderen har. Det skal du ikke blande dig i, som virksomhed eller arbejdsgiver. MEN – for der er et men….

Jeg mener nu godt, at man som virksomhed, kan sige til sine medarbejdere, at hvis de vil have firmanavnet op i headeren af deres profil, så må de gerne opføre sig anstændigt på sociale medier. Ellers må de nok nøjes med en stillingsbetegnelse…. 

Grunden til dette er mange, men der er specielt to ting, jeg vil fremhæve, og det er det man skal formidle til sine medarbejdere, som årsag til at man gerne vil OPFORDRE til at de tænker over sin adfærd – ISÆR når de har firmanavnet “på slæb”.

Den første (og nok mest interne) signalværdi

1: Medarbejderen er personaleambassadør – bl.a. set fra et rekrutterings perspektiv. Alle virksomheder har et ønske om at tiltrække de bedste medarbejdere. Det hedder med et smart ord branding. Og medarbejderen – med virksomhedens navn “på slæb” signalerer helt ubevidst – hvilken type kollega, kommende medarbejdere vil få, hvis de skulle søge til den pågældende virksomhed. For laver man en firmasøgning på LinkedIn, kan man faktisk også se hvilke medarbejdere der arbejder, eller har arbejdet, hos virksomheden. Og hvis nu denne medarbejder har nogle helt klare politiske eller personlige holdninger, der skiltes offentligt med, vil virksomheden på et vist niveau også blive sidestillet med disse.

Det er en gråzone det her, for det skal indarbejdes i virksomhedskulturen på et plan, hvor den enkelte medarbejder tænker over det, altså er bevidst om det. Og den er virkelig svær, for man kan jo som virksomhed ikke helt blande sig i medarbejderens privatliv. Men i min verden – og dette er udelukkende min egen holdning– så når medarbejderen skriver virksomhedens navn i sin profiltekst til offentlig skue, så er de ikke helt private mere. De er med til at markedsføre virksomheden. Og med til at brande virksomheden. Med til at tiltrække kunder og nye medarbejdere, og med til at skabe virksomhedens navn.

Den anden (og mere eksterne) signalværdi

2: Medarbejderne er kundeambassadør. Hvis jeg så et tvivlsom opslag, med f.eks. rabiate kommentarer eller en sviner på sociale medier, og vedkommende står med et navn på en virksomhed, som jeg faktisk havde planer om at handle med, så tænker jeg mig måske om – ubevidst – to gange, om det nu også var det jeg skulle…. Fordi vi i vores købsadfærd er nemme at påvirke. Reklamebranchen er ikke tilfældig. De kan skrue på ufatteligt mange ubevidste parametre, og du vil som forbruger aldrig opdage dem alle… Medarbejderens adfærd, kaster derfor også enten glans eller skygge lige tilbage på den virksomhed de arbejder for, hvis det er synligt. Derfor skal man opfordre sine medarbejdere til at være med i processen. Dele opslag, tiltrække positiv opmærksomhed til virksomhedens profiler, og ikke mindst – være aktiv i at vidensdele med virksomheden og medarbejderen som fælles afsender. Men kun hvor de selv kan se sig i det felt af aktivitet. Man ser det i mange grupper f.eks. på Facebook, hvor medarbejdere (nok mest sælgerne) sidder og svarer på opslag, hvor de som repræsentant for virksomheden byder ind. Og her er så mit dilemma – for det kan også blive for meget, hvis der under hver opslag sidder en sælger og skriver sig selv og virksomheden på igen – og igen- og igen… Man skal omvendt heller ikke virke desperat, så man skal finde en model, der passer alle, ud fra hvilke kunder man vil tiltrække. 

Hvad gør jeg så selv her?

Personligt plejer jeg at sige, at det eneste jeg egentlig har i min lille enkeltmandsvirksomhed her, er mit ry og mit rygte. Så alt jeg laver – også som privatperson, falder tilbage på, hvad jeg kan, vil og gør, også i forhold til min forretning. Nogen negligerer det, og mener ikke det er vigtigt. Men der er jeg uenig. Jeg mener faktisk, at det er med til, at mine kunder vælger mig til, og ikke fra. Jeg giver også los på meninger og holdninger på sociale medier, men der hvor jeg gør det, er der hvor jeg har besluttet, at det er i overensstemmelse med den DNA jeg gerne vil signalere igennem forretningen. Det er ikke påtaget – det er DNA – det er holdninger, hvor jeg vil stå på mål for dem, til hver en tid. Jeg har til gengæld også tilrettelagt min måde at driv min forretning ud fra, hvem jeg er som person. Og det er simpelthen for ikke at skulle lave om på mig selv, og foregive noget jeg ikke er.

Men er holdninger så forbudt? Kort svar – NEJ

Man kan identificere sig med holdninger. Og mange virksomheder har politikker. Det er egentlig holdninger, pakket ind i en fin formulering. Men de færreste medarbejdere forholder sig til dem, når de har fri.

Et eksempel på, hvor en virksomhed åbenlyst gerne må have en holdning, og hvor det nærmest er ved at være et krav fra forbrugerne, er miljø, bæredygtighed og ordentlighed overfor mennesker. De sidste mange år er tendensen blevet, at har virksomheden ikke en holdning her, som virksomhed, ja, så går kunden til en, der har…

Min anbefaling: Opfordre medarbejderne til at deltage i markedsføringsplanerne for virksomheden, ved at afholde minikurser i, hvordan de bedst muligt hjælper deres virksomhed med at nå deres mål. Dele opslag, dele viden, dele erfaringer, deltage i dialoger, og byde ind hvor det er muligt. I det omfang, de selv har lyst. Og i takt med at man inddrager, bliver de også mere bevidste om, hvad deres adfærd har af betydning for den overordnede strategi. Og så behøver man næsten ikke gøre mere…. Det kommer af sig selv. De virksomheder, der IKKE gør noget aktivt for at synliggøre dette, kan ende i et problem, hvor deres virksomhed ender med at få ridser i lakken, over en medarbejders uheldige adfærd. De ridser kan tage lang tid og mange ressourcer at få udbedret, så det bedste er nok, at man tager en snak med alle i og omkring virksomheden, om signalværdi og hvad man gerne vil kendes for.

Så har vi det på plads – hvad så nu?

Som jeg startede med at sige, så er der ikke en hurtig vej til god markedsføring på internettet. For ligesom med mennesker, er virksomheder ikke alle ens, og det er produkter, DNA og medarbejdere jo så heller ikke. Men man er langt, hvis man er bevidst om ens “trykpunkter” og der hvor man kan gøre meget, med lille indsats. Og for alt i verden, ikke lægger sig FAST på noget, men bruger strategi, planer og ønsker som et dynamisk værktøj. 

God arbejdslyst

Måske du kunne finde dette interessant?

Return to top of page