Jeg er sponsor og stolt holdleder ved StafetforLivet, Stenvad Mosebrug. (SFL)
Og hvorfor er jeg så det?
“Er det ikke bare fordi du skal have en sag i virksomheden, der kan give noget goodwill?”
Jo, og nej! Det er aldrig BARE FORDI!
Nu kommer der lige en smøre omkring værdisæt, om at brænde for en sag, og et ønske om at anerkende, og gøre en forskel.
For alle virksomheder, store som små, bør have “en sag” i deres virksomhed, de kan kaste lidt frivillige timer i, gøre en forskel for, og ikke mindst – selvfølgelig høste noget goodwill på. MEN det skal være en hjertesag. Ikke noget, man bare gør fordi…
Og jeg har to sager. Men denne blog er udelukkende dedikeret til SFL.
For mig handler det om at gøre en forskel for den enkelte. Ikke bare bidrage til det store Moderskib. Men at se et smil på en person, jeg har gjort en forskel for, som i forvejen kæmper, enten med Cancer, eller med følgerne af at have haft det. Og i min hverdag – i min nærmeste familie har jeg en sådan. En der kæmper hver dag med følgevirkningerne efter at have haft Cancer. Min mor! At se hendes daglige kampe med helbredet, efter hun for efterhånden mange år siden, blev ramt af brystkræft, gør at jeg går ind i dette med alt hvad jeg har af overskud. At kunne give hende og andre, som hende, en “fridag”. En dag, hvor de bliver forkælet, hyldet for deres kamp, mindes dem, der ikke vandt, og i hele taget hylder livet for dem, der stadig er her, giver så meget mening i min verden. Og selvfølgelig skal jeg så udnytte at jeg igennem min virksomhed kender rigtig mange mennesker, der ligeledes har hjertet det rigtige sted. Og privat kender jeg rigtig mange, der kører motorcykel, biler fra en svunden tid, og som nyder deres køretøjer med også at gøre en forskel for de ramte, og dem der støtter.
Jeg kombinerer det hele, binder en sløjfe
…og har lavet holdet Team Drive for Cancer.
Her skal vi køre ture og samle penge ind. Vi skal give fighterne gratis ture. Vi sælger forskellige ting på vores stand, som går til vores fælles indsamling på holdet. Vi skal have sponsorer, der vil betale for hver tur kørt, så udover passageren, der køber en tur, har vi til hvert køretøj en sponsor, der betaler for hver kørt omgang. Vi har også et lille hold, der går runder, lige som alle de andre hold også gør. Dem skal vi også have sponsorer til. Det kan være alt fra en 5’er pr omgang/tur, til ja – hvad man nu vil bidrage med.
Brandingen i at have en CSR profil…
Når alt kommer til alt, så er det at have en sag i din virksomhed, en rigtig god ting. Men som jeg skrev ovenfor, så handler det lige så meget om dig, som om din virksomhed. Vælg noget du brænder for, ellers bliver det bare varm luft. Det er ingen hemmelighed, at man kan få kunder på sin sociale profil. Så i sidste ende kan det være Win-Win, hvis du gør din velgørenhed til en del af virksomheden – selvfølgelig kun hvis det kan passe ind. Men det gør det så fint, her hos mig. Ved siden af mit eget hold, hjælper jeg selve SFL Stenvad Mosebrug med vejledning i sociale medier, fundraising, sponsorater og åbner mit netværk for dem.
Og nu er det så jeg gør netop det:
Her er nemlig en liste over, hvordan DU kan bidrage til vores stafet d. 14/9. Du kommer på SFL hjemmesiden, og jeg laver larm for dig på sociale medier….
- Sponsorer til ture rundt om Stenvad. Vi mangler tur-sponsorer til vores køretøjer og gående deltagere.
- Der er altid plads til et køretøj mere…. Har du, eller kender du en, der vil køre ture for et godt formål? Tilmeld her
- Forplejning på dagen – vil du give et tilskud til enten vores hold, eller til fighterne? (Gavekort til et supermarked er det nemmeste…)
- Et bidrag, bare for at støtte vores sag? (Det er fradragsberettiget.. )
Kontakt mig her, hvis du vil med, på den ene eller anden måde.
Tak fordi du læste med så langt – håber jeg har sået et lille velgørenhedsfrø i dig.
Lotte Mouritsen